For at kunne begå sig i dag er man nødt til i et vist omfang at kunne engelsk. Det kan de fleste danskere også. De fleste kan det endda så godt, at engelsk har stor indflydelse på, hvordan de bruger dansk. Specielt hvordan de skriver dansk.

Delte ord

Det er en af de mest almindelige fejl i dansk sprogbrug, at man deler ord i to, som burde være i ét. F.eks. wellnessophold, der  ikke skal være wellness ophold,  og teamidentitet, som ikke skal skrives team identitet, selv om det ene af de to ord i begge tilfælde stammer fra engelsk.

Eksempler er også fladskærms-tv ikke fladskærms tv. På grund af, at tv er en forkortelse, skal der anvendes bindestreg.Heller ikke plastik kande, men plastikkande, og heller ikke internet markedsføring, men internetmarkedsføring eller internet-markedsføring. Der kan altid sættes en bindestreg imellem de to sammensatte ord for at gøre ordet mere læsevenligt.

Engelsk stavemåde

Engelske betegnelser udkonkurrerer også ofte i et vist omfang de danske.  Eksempler kan være maximum i  stedet for maksimum eller  forkortelsen max. i stedet for maks. Det er meget sjældent, at vi ser sidstnævnte  stavet rigtigt. Det er oftere reglen end undtagelsen, at der skrives max. eller Max, hvad han så end gør i alle de tekster.

Andre eksempler er lithium i stedet for det korrekte litium og hyacinth i stedet for hyacint. Vi danskere kan åbenbart godt lide det ekstra h, men det er ikke korrekt dansk.

Fremtiden for engelsk i dansk

Og hvad kan man så sige til det*. Jo, man kan fundere over, hvordan  Dansk Sprognævn vil forholde sig til ovenfor nævnte anglisering af det danske sprog. Sproget er jo en yderst levende og foranderlig størrelse, og sprogreglerne må ændres  - som de altid er blevet det - så de afspejler den anvendelse af sproget, der faktisk finder sted. Engang i fremtiden bliver det måske korrekt at dele ordene i to, som man gør på engelsk, og det kan også være, at det i flere tilfælde vil blive valgfrit, om man vil skrive  x i stedet for ks.

Indtil videre er det dog ikke sådan.










*Det er en almindelig udbredt regel, at man ikke må starte en sætning med og, som jeg gør her, eller men. Men som Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen skriver i Politikens Håndbog i nudansk (enhver korrekturlæsers bibel) "...for skriftsprogsbrugere som er ude over de første indlæringsvanskeligheder, er forbuddet mod punktum foran og og men en helt urimelig indskrænkning...".